|
Kriminaltekniker - Leder efter spor
Navn: Morten Alder: 35 år
Stilling: Politiassistent og siden 2008 kriminaltekniker i gerningsteds-sektionen, Kriminateknisk Center i København.
Hvorfor valgte du at blive kriminaltekniker? - Arbejdet her er meget spændende, for alle de store sager om drab, drabsforsøg, røveri og voldtægt havner her hos os. Som kriminaltekniker har du tid til at ”nørde” lidt med tingene og bruge rigtig meget tid på at finde spor og stykke handlingsforløb sammen. Jeg føler, at de ting jeg arbejder med, betyder noget for politikredsene, som rekvirerer vores hjælp i de store sager.
Hvad kræves der for at blive kriminaltekniker? - Mit arbejde består i at tage ud og undersøge gerningssteder og lede efter spor, der kan vise, hvordan forbrydelsen er sket og hvem der har begået den. Det kræver, at du er tålmodig og har fantasi til at forestille dig, hvad der kan være sket. Derfor kan det være en fordel at have nogle års erfaring som politibetjent. Du skal også være god til at samarbejde med dine kolleger, ligesom du skal kunne arbejde selvstændigt. Og så skal du ikke være bange for at se blod, for du kommer til at se nogle virkelig drabelige ting.
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? - Vi arbejder oftest fra klokken 8-16, og så har vi nogle gange tilkaldevagt om aftenen og i weekenden. Noget af arbejdet foregår herhjemme i afdelingen, hvor jeg skal undersøge de genstande, vi har taget med fra gerningssteder eller som vi har fået sendt ind fra politikredsene.
Det kan for eksempel være et koben, der er blevet brugt til at slå med. Så skal jeg lede efter blod og fingeraftryk og måle og veje det. Alle informationer skal skrives ind i sagen, så de kan bruges i retten. Derfor går meget af min tid med at skrive. Min arbejdsdag kan være meget uforudsigelig, da jeg pludselig kan blive kaldt ud til et gerningssted, der skal undersøges.
Hvor tæt er din dagligdag på det vi ser i tv-serier som for eksempel CSI? - Der er ikke meget CSI over det her. Her er ikke noget med at rende rundt med pænt hår blandt flotte damer! Desuden kan mange af de ting, de gør i serien, ikke lade sig gøre i virkeligheden. I serien tager det dem få minutter at matche et spor med en gerningsmand via DNA. For os kan det tage lidt længere tid, inden vi får svar på en DNA- prøve.
Hvad er det bedste ved jobbet? - Det er vildt spændende, og vi arbejder med alle de spændende sager. De resultater, vi kommer frem til, er virkelig noget kollegerne i politikredsene kan bruge i deres sager, så der bliver sat pris på mit arbejde. Derudover har vi det godt kollegialt i afdelingen, og jeg har en meget fleksibel arbejdstid.
Hvad er knapt så godt ved jobbet? - Det er faktisk svært at komme i tanke om noget. Mange kunne måske tro, at det er hårdt at skulle se døde mennesker. Men jeg forholder mig professionelt til det og ser det som et stykke arbejde, der skal udføres. Jeg kender ikke personen, og bliver ikke som andre politibetjente konfronteret med de pårørendes sorg og chok. Men alligevel rører det mig da, når jeg står overfor et menneske, der er blevet dræbt. Så kan jeg godt tænke, at ”det var da frygteligt, hvad hun har været igennem.”
Hvad kan jeg ellers arbejde med indenfor kriminalteknik? Morten er en slags ”all-round” kriminaltekniker, der kan lidt af det hele på et gerningssted. Andre kriminalteknikere kan være specialiseret i at undersøge: - Våben og ammunition - Dokumenter som f.eks. pas og pengesedler - Fingeraftryk - Brandsteder |